Om kunstneren  - Li-Anne Thi Thu Trung Andersen  

 

 

Kunsten at finde ro

​

​

Jeg begyndte at tegne og male i en svær periode af mit liv, efter jeg kom i kørestol.

Det var en tid præget af store forandringer, sorg, smerter og mange tanker.

Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne finde ro og få et pusterum fra alt det svære.

 

 

Hvordan kunsten begyndte

​

Det hele begyndte i et venteværelse hos min psykolog.

Jeg sad med tunge tanker og så ud ad vinduet på et smukt lyserødt træ.

Uden egentlig at tænke over det tog jeg et stykke papir og begyndte at tegne nogle enkle streger.

Dengang vidste jeg ikke, at netop det øjeblik skulle blive starten på noget, der senere kom til at betyde så meget for mig.

​

Jeg havde ingen erfaring med kunst. Alt var nyt for mig.

Men langsomt udviklede de første streger sig til mønstre, mandalaer, farver og former – og sidenhen til min egen måde at udtrykke mig på.

 

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

 

Kunsten som frirum

​

Efter jeg kom i kørestol, og gennem perioder med sygdom og mange udfordringer, blev kunsten et vigtigt frirum for mig.

Et sted, hvor jeg kunne fordybe mig, finde ro og udtrykke følelser, minder og livserfaringer, som nogle gange kan være svære at sætte ord på.

​

 

Fællesskabet i kunstklubben

 

En stor del af min rejse begyndte i en kunstnerklub i 2017, som hurtigt blev et trygt og betydningsfuldt fællesskab for mig.

Her fandt jeg ikke bare inspiration, men også varme, omsorg og plads til at udvikle mig.

Det har haft stor betydning at være en del af et sted, hvor jeg altid har følt mig tryg, velkommen og mødt med forståelse – også i de perioder, hvor livet og helbredet har været svært.

​

​

​

 

​

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når kunsten bliver følelser

​

Jeg er dybt taknemmelig for mine kunstvenner, som altid har støttet mig, hjulpet mig og været der med omsorg og rummelighed.

Jeg har aldrig før oplevet et så smukt sammenhold. Det er altid en glæde at komme til kunst hver onsdag. Også på de dage, hvor jeg har haft det svært eller ikke har haft så meget energi, har jeg altid følt, at jeg bare kunne komme og være der – også uden at skulle male eller tegne.

Bare det at være en del af fællesskabet og snakke lidt har betydet mere, end ord kan beskrive.

Mine værker er skabt ud fra det, jeg mærker og bærer med mig – følelser, minder, natur, livserfaringer og glæden ved farver, former og mønstre.
Nogle billeder rummer ro og eftertanke.
 

Andre rummer mere energi, bevægelse og liv.

Fælles for dem alle er, at de kommer fra et ærligt sted i mig.

 

Hvis mine billeder kan få bare ét menneske til at føle noget, genkende noget eller finde et øjebliks ro, så har kunsten allerede gjort noget vigtigt.

For mig er kunsten ikke kun noget, man ser.

Det er også noget, man mærker.

Et sted, hvor det svære kan få farver,

og hvor noget stille indeni kan få lov til at leve.